-
Dommen i Svendborgsagen er en vigtig dom, fordi den kan være principiel. Her er mine tanker omkring selve dommen.
Svendborgsagen har været omtalt en del i medierne den seneste tid – specielt fordi en del læger, sygeplejersker, jordemødre, psykologer og andet sundhedspersonale har udtrykt deres støtte til Svendborglægen. Det har de gjort ved at dele opslag under tagget #detkuhaveværetmig.
Det er jo altid svært at vurdere hvilken betydning en dom i sådan en sag har. Jeg er ikke selv jurist, men jeg har dog nu fået adgang til at læse hvad dommen faktisk siger.
Ifølge domsudskriften lægger Landsretten følgende til grund for at lægen blev dømt:
- Lægen havde kendskab til patientens symptomer og at patienten havde insulinkrævende diabetes.
- Af rådgivning fra Retslægerådet og Sundhedsstyrelsen fremgik det at det burde være basal lægeviden at patienten var i risiko for at udvikle hypoglykæmi udfra hans symptomer, og at lægen burde have fulgt op på blodsukkermålingen.
- Lægen vidste at patienten ikke havde fået målt blodsukker ved ankomsten, og det var på FAM i Svendborg dengang standardprocedure at foretage blodsukkermålinger på patienter med insulinkrævende diabetes.
- Lægen journalførte ikke den mundtlige ordination om at der skulle måles blodsukker.
- Journalen indeholdte ikke nogen plan for måling af blodsukker.
- Lægen sikrede sig ikke på anden måde at blodsukkeret faktisk blev målt.
Udfra disse forhold blev lægen dømt for overtrædelse af § 75 i Autorisationsloven, der siger:
En autoriseret sundhedsperson, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.
Retten mener altså at lægen ved ikke at erkende at patienten var en risikopatient, og at det derfor var meget vigtigt at ordinationen var journalført og at hun havde sikret sig at blodsukkeret blev målt, har gjort sig skyldig i grov pligtforsømmelse.
Højesteret vil ikke ændre på dommen
Der har været talt meget om hvorvidt dommen her skulle ankes til Højesteret. Det har Lægeforeningen også støttet, og der har været startet en underskriftsindsamling hvor dommen netop ønskes anket. Jeg har faktisk selv ønsket dommen anket til Højesteret, fordi jeg tænker den er principiel, og derfor er det vigtigt at få slået fast om dette skal være retspraksis.
Men faktisk ser det ud som om Højesteret ikke kan ændre på dommen. Højesteret tager nemlig ikke stilling til skyldsspørgsmålet – udelukkende til størrelsen af straffen. Selve skyldsspørgsmålet bliver endelig vedtaget i Landsretten, og her har Landsretten altså dømt lægen for at have overtrådt Autorisationslovens § 75.
Ganske vist kan Højesteret omstøde dommen i Landsretten, hvis de vurderer at der har været nogle formelle fejl i sagsbehandlingen. Så skal dommen vurderes påny i Landsretten. Men det synes jeg ikke der er noget der tyder på vil ske.
Dommen her kan være principiel, fordi den også lægger vægt på at mundtlige ordinationer bør journalføres og følges op på. Dette harmonerer ikke nødvendigvis med den kliniske virkelighed i dag, jf. de mange indlæg ifm. #detkuhaværetmig kampagnen. Derfor er læger nødt til i højere grad at sikre sig at dette ikke sker, hvilket desværre kan koste mere bureaukrati.
-
Over 4000 læger støtter nu den yngre læge fra Svendborg, der for nyligt fik en dom i Landsretten for ikke at have journalført og fulgt op på en ordination. Dommen er urimelig og kan have stor principiel betydning fremover. Derfor bør den prøves i Højesteret.
I 2013 kom der en patient med mavesmerter ind i akutmodtagelsen i Svendborg. Patienten havde også sukkersyge, så den yngre læge der var på vagt gav mundtlig besked til sygeplejersken om, at der skulle måles blodsukker hos patienten, i forbindelse med at der skulle gives insulin. Den ordination blev desværre ikke udført, og insulinbehandlingen i kombination med faste medførte det tragiske at patienten døde.
Som det kan ske på en travl vagt, fik den yngre læge desværre aldrig journalført den ordination, at der skulle måles blodsukker. Hun fik ej heller fulgt op på, om sygeplejersken faktisk havde målet blodsukker.
Den yngre læge og hendes bagvagt blev derfor tiltalt for grov pligtforsømmelse. I første omgang blev de begge frikendt i Byretten, men dommen blev anket til Landsretten. Her blev den yngre læge dømt for grov pligtforsømmelse, mens bagvagten blev frifundet. Ansvaret for fejlen endte altså alene på den yngre læges skuldre.
Der er jo i denne sag ingen tvivl om at der er sket en fejl. Læger skal såvidt det er muligt journalføre deres ordinationer og gerne også følge op på dem. På den anden side er der nødt til at være plads til at kunne give en mundtlig ordination, og så have tillid til at den også bliver udført. Det er for eksempel nødvendig i en akutmodtagelse, når en akut syg person kommer ind og har brug for lægehjælp. Her er der ikke altid tid til at journalføre ordinationerne med det samme.
Det kunne have været mig
Tusindvis af læger er blevet overrasket over denne dom. Det er de fordi det sker tit i en travl hverdag med mange patienter, at der gives mundtlige ordinationer, med forventning om at de bliver udført. Mange læger har derfor selv stået i den situation som den yngre læge fra Svendborg har stået i. De er bare aldrig blevet tiltalt og dømt for det.
Dommen her er altså principiel, og derfor ønsker mange læger at dommen ankes til Højesteret. Lægeforeningen og Yngre Læger bakker også op om denne holdning. Sker det vil Højesteret endelig kunne afgøre om den enkelte læge alene har ansvaret for at alle ordinationer journalføres og følges op på.
Hvis Højesteret stadfæster dommen, vil det kunne medføre flere kontroller og dermed mere bureaukrati. Den enkelte læge vil jo være nødt til at bruge mere tid på at kontrollere, om de nu også har fået journalført og fulgt op på det hele. Det betyder mindre tid til at behandle selve patienterne, og det synes jeg er ærgerligt.
Vi må have tillid til hinanden
Jeg ønsker et sundhedsvæsen hvor vi har tillid til hinanden og kan arbejde sammen i et team. Jeg synes også vi bør kunne tale åbent omkring de fejl, der trods alt er risiko for at kunne ske, uden at vi skal frygte at blive straffet. I stedet skal vi lære af fejlene, så vi kan undgå de sker igen.
Ansvaret for en fejl som denne, som kunne ske for alle, bør ikke placeres på den ene læge. I stedet burde ansvaret placeres på hele teamet, afdelingen eller sygehuset, som sammen bør finde ud af hvordan fejlen kan undgås fremover.
Selvom jeg synes at synes det er en hård straf i forhold til den fejl der er sket her, vil jeg gerne understrege at jeg mener ikke at hverken Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) eller dommerne som udgangspunkt har vurderet forkert. Vi skal jo huske at Regeringen sidste år strammede tilsynet med autoriserede sundhedspersoner, så det blev lettere at gribe ind overfor fejl. Derfor vurderer STPS og dommerne jo udfra det niveau af tilsyn politikerne selv ønskede dengang.
Overordnet set mener jeg det er fornuftigt at vi har et stramt tilsyn med autoriserede sundhedspersoner. Det er vigtigt at for eksempel læger ikke gentagne gange kan udføre den samme alvorlige fejl, uden at der gribes ind. Det mener jeg bare ikke er sagen her, netop fordi det er en fejl som mange læger kan spejle sig selv i.
I denne sag giver det da også mening at fejlen fører til en selvransagelse, så der kan besluttes korrigerende handlinger der undgår fejlen fremover. Tilsynet burde ved denne type fejl måske bare rettes bredere end det er sket i denne sag.
Politikere: Skal vi have tillid eller bureaukrati?
Hvis Højesteret skulle ende med at stadfæste dommen, er det slået fast at læger kan straffes hvis de ikke journalfører alle ordinationer og følger op på dem. Konsekvensen af det vil være at den enkelte læge må bruge mere tid på at kontrollere om alle ordinationer er journalført og om der er fulgt op på dem. Det betyder mere bureaukrati og mindre tid til patienterne.
Hvis det er det politikerne ønsker, kan vi sagtens beslutte det. Men så kan politikerne ikke komme og sige at de ønsker mindre bureaukrati og kontroller og mere tillid til personalet. Her må politikerne vælge om de ønsker kontrol eller tillid.
Så kære politikere – hvad vælger I? Mere kontrol eller mere tillid? Jeg vælger tillid!
