Andreas Andersen

Den russiske propagandagruppe Storm-1516 er af de tyske myndigheder blevet afsløret i at producere falske videoer om valgsvindel op til det tyske forbundsvalg.

I dag går tyskerne til valg. Meningsmålingerne har spået Friedrich Merz som tysklands næste kansler. Han står i spidsen for CDU/CSU og er spået til at få mellem 28 og 32% af stemmerne. Det næststørste parti vurderes at blive det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD) med 20-21% af stemmerne. Det parti har både Elon Musk og J. D. Vance ført en omfattende kampagne for at støtte, men de tyske myndigheder har nu også afsløret indblanding fra anden side.

Det er den russiske propagandagruppe Storm-1516 der er afsløret i at producere falske videoer, der påstår der er valgsvindel ved det tyske valg. Det fortæller medierne Politico og Der Spiegel.

Gruppen har produceret falske videoer der viser stemmesedler fra Leipzig, hvor AfD mangler på stemmesedlen. Andre falske videoer har vist stemmesedler med stemmer på AfD der blev markuleret. En talsperson fra de tyske myndigheder har fortalt til Politico at kampagnen er målrettet til at påvirke det tyske forbundsvalg. Både myndigheder i Leipzig og Hamburg har været ude og erklære videoerne for falske.

Propagandagruppen Storm-1516 er kendt for at påvirke vestlige valg og fremme russiske interesser i vesten. Det gør de blandt andet på sociale medier, for eksempel med falske X konti eller Telegram grupper. Herudover anvender de også flere fake news hjemmesider til at distribuere det falske materiale de producerer. De producerer både videoer med betalte skuespillere og anvender AI til at generere videoer.

Ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser en økonomi i god form. I 2024 var der en fremgang i BNP på 3,6%, især drevet af eksport af medicin.

I disse tider hvor der er behov for store investeringer i forsvaret, er det godt at den danske økonomi er i god stand. En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser endnu engang høj vækst i BNP. Væksten er især drevet af industrien, hvoraf medicinalindustrien kan fremhæves som den vigtigste. Specielt Novo Nordisk eksporterer en del og bidrager til den høje vækst i BNP.

Den danske økonomi voksede målt ved bruttoværditilvækst (BVT) ifølge opgørelsen med 3,9% ift. forrige år, og uden medicinalindustriens bidrag ville væksten have været 1,8%.

Mikael Olai Milhøj kommenterer resultaterne i nedenstående opslag på Bluesky. Han bemærker også at væksten er stærk i Danmark, men mere træg hvis man trækker bidraget fra medicinalindustrien fra.

Kilde: Danmarks statistik

Flere europæiske lande afholdte krisemøde i dag efter Sikkerhedskonferencen i München i weekenden, og der blev her første skridt mod en styrkelse af EU.

EU var i chok efter USA’s Vicepræsident J. D. Vance på Sikkerhedskonferencen i München i weekenden gjorde det klart at Europa står alene. I talen kritiserede han Europa for at have glemt fundamentale værdier som demokrati og ytringsfrihed, og holde højrefløjspolitikere uden for indflydelse. Endelig påpegede han at de fælles værdier mellem Europa og USA var under pres og at Europa skal klare sig selv.

Mange EU-lande har taget talen som et Wake-up call, og derfor tog den franske præsident Emmanuel Macron initiativ til et krisemøde blandt flere af EU-landende, formand for Det Europæiske Råd António Costa, EU-kommisionsformand Ursula von der Leyen og NATO’s generalsekretær Mark Rutte. Nogle af de lande der deltog var Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien, Polen, Spanien og Holland. Danmark deltog på vegne af NB8-landende der udgør Norden og Baltikum.

På mødet har man taget de første initiativer til at styrke Europas egen millitære styrke. Den mest markante beslutning på mødet var at de enkelte landes forsvarsudgifter ikke længere vil tælle med i de såkaldte uforholdsmæssigt store udgifter, der er en EU regel der skal sikre at økonomien i et land er under kontrol. Ved at undtage forsvarsudgifterne vil landende kunne øge deres forsvarsinvesteringer selvom dette vil føre til underskud, fordi det vil ikke føre til sanktioner fra EU. Dette er også i tråd med USA’s ønske om at øge NATO’s forsvarsudgifter i det enkelte land til 5%.

Flere lande har også meldt sig klar til at indsætte fredsbevarende styrker i Ukraine, hvis der opnås en fredsaftale. Storbritanniens premierminister Keir Starmer meldte allerede ud i morges at britterne var klar til at sende styrker ind i Ukraine, når freden er sikret. På krisemødet i dag fortalte Starmer dog at der samtidig skal være en amerikansk sikkerhedsgaranti som en bagstopper, fordi det er det eneste der vil afskrække Putin fra at angribe Ukraine igen.

I Europa ser det også ud til at man er klar over at man er nødt til at opruste markant på forsvaret. Danmark har her til aften lanceret en forsvarsfond, hvor man vil bruge 25 milliarder kroner på forsvaret i år og så 25 milliarder kroner yderligere næste år.

På trods af den splittelse Trump har skabt i den vestlige alliance, ser det faktisk ud til at det fører til at Europa tager et større ansvar for sin egen sikkerhed, der var Trumps formål. Om der kommer fred i Ukraine og om NATO vil overleve den splittelse vil tiden vise de kommende måneder.

Billedkilde: Ursula von der Leyen (X)

J. D. Vances tale på sikkerhedskonferencen i München er klar besked til Europa. Europa må styrke samarbejdet, opruste og være i stand til at klare sig selv.

De seneste uger efter Donald Trump blev præsident i USA er alt forandret i Vesten. Han startede med trusler om toldtariffer og at USA skal overtage landområder der tilhører allierede lande, herunder Grønland, Canada, Panamakanalen og senest Gaza. Senere kom USA’s udenrigsminister Pete Hegseth og meddelte at Ukraine skal afgive de besatte landområder til Rusland, at de godt kan glemme alt om Nato-medlemsskab og USA vil ikke bidrage til fredsbevarende styrker. Og senest kom USA’s vicepræsident J. D. Vance på Sikkerhedskonferencen i München og angreb Europa, som han fremhævede som sin egen værste fjende, ikke Rusland og Kina. Samtidig har Donald Trump haft lange telefonsamtaler med Vladimir Putin.

Trump har altså på få uger formået at lave en kæmpesplittelse i det årevis gode samarbejde der har været mellem Europa og USA, og samtidig begynder han at bejle til Rusland og svigte Ukraine totalt. Budskabet er klar: Europa må kunne klare sig selv, også hvis USA svigter. Dette synes Europas ledere også at have fanget, og Frankrig har taget initiativ til et krisemøde med flere europæiske lande, herunder Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien, Polen, Spanien og Holland. Der tales om at oprette en Europahær, og nogle spekulerer i hvorvidt Nato overhovedet vil kunne overleve.

Europa er altså nødt til at handle nu. Vi skal ikke bryde forbindelserne til USA, som fortsat må anses for at være gode allierede, selvom de har Trump som leder. Men vi skal opruste så vi også er i stand til at klare os selv og styrke det europæiske samarbejde, så vi kan agere mere effektivt. De øgede investeringer i millitær bør føre til at vi øger produktionen i EU, og ikke som vi plejer lægger en del af investeringerne i USA. Vi må også tage ansvar for at hjælpe Ukraine, når man ikke længere ved hvor man har USA.

Verden er i massiv forandring disse år, og forhåbentlig vil det føre til en styrkelse af Europa, så det ikke fremstår som et ineffektivt samarbejde og så vi er mere i stand til at kunne klare os selv. Samtidig er det vigtigt ikke at lukke dørene for samarbejde med omverdenen, herunder heller ikke USA.

Snart kommer Regeringen med deres udspil til en kommende sundhedsreform, og det kan mærkes. I hvert fald spytter forskellige aktører debatindlæg ud med argumenter for hvorfor netop de skal have eller beholde dele af fremtidens sundhedsvæsen. Jeg var dog lige ved at få kaffen galt i halsen, da jeg læste et indlæg fra Martin Damm der er KL-formand, da det er direkte misvisende:

https://danskekommuner.dk/artikler/nyheder/2024/august/07/kl-formand-i-skarp-kritik-man-overser-fuldstaendig-det-liv-aeldre-lever

Her kommenterer han et nedenstående indlæg fra Ældre Sagen, der argumenterer for at samle sundhedsvæsnet under samme myndighed (ligesom Sundhedsstrukturkommissionen også har foreslået).

https://avisendanmark.dk/debat/aeldre-sagen-og-di-vaer-reformmodige-patienterne-fortjener-det

Martin Damm skriver blandt andet “Ældre skal ikke iføres sygehustøj og kun ses på som syge. Man gør dem mere syge” og “Selvom man har nogle skavanker, har man ret til et liv, hvor man ikke kun er patient”. Her fremstiller han nærmest det Ældre Sagen skriver, som om man vil flytte alle ældre ind på sygehuset. Men det står der intet om, og jeg har ikke hørt nogen argumentere for det.

I stedet for at kommunerne laver skræmmebilleder af et samlet sundhedsvæsen, ville jeg hellere høre dem komme med forslag til hvordan de kan forbedre de kritikpunkter bl.a. Ældre Sagen kommer med. Hvordan vil de gøre samarbejdet mellem sektorerne bedre, fordi det fungerer ikke optimalt i dag? Hvordan vil de undgå den ulighed i sundhed der er, når borgere fra forskellige kommuner får vidt forskellige tilbud? Og hvorfor kan man ikke styrke det nære sundhedsvæsen og samtidig sikre et sammenhængende forløb for borgerne, både når de er syge og når de ikke er?

Sundhedsstrukturkommissionen kom for nylig med deres rapport med forslag til fremtidens sundhedsvæsen, der omfatter 6 initiativer og 3 modeller for strukturen. Her er mine kommentarer.

Ugeskrift For Læger bad mig for nyligt komme med min reaktion på Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Her kan du læse en mere uddybende kommentar fra mig til hvad Sundhedsstrukturkommissionen foreslår.

Sundhedsstrukturkommissionen lægger op til at få samlet sundhedsopgaverne under samme myndighed, og det kan jeg godt se fordelen i. I de kommende år, hvor der kommer mange flere ældre, er det vigtigt at have sammenhængene forløb, hvor de forskellige aktører kan arbejde sammen. Det bliver nemmere når det er samme pengekasse og samme arbejdsgiver. Når man lægger op til at flere opgaver skal flyttes ud til almen praksis og økonomi skal prioriteres til dette, er det også en fordel med én myndighed, der har interessen for det samlede forløb. Jeg så gerne man også havde kigget på muligheden for medarbejdere der arbejder på tværs af sektorerne, og hvordan sygehusene mere konkret skal gå ind og hjælpe i det nære sundhedsvæsen. Det nævner rapporten ikke så meget om.  

Nogle mener at det kun er kommunerne der kan udføre sundhed nær ved borgerne. Det mener jeg er forkert. Selvom sundheden i Danmark samles under samme myndighed, vil opgaverne fortsat kunne løses lige så tæt på borgerne som i dag. Til gengæld er der bedre muligheder for at få gjort noget ved uligheden i sundhedstilbuddene til borgerne, som er der i dag. For eksempel er der vidt forskellige betingelser for at kunne få lov til at komme på en aflastningsplads, når skrøbelige ældre udskrives fra sygehuset. I nogle kommuner er der store krav for at få en aflastningsplads, mens det er lettere i andre kommuner. Det er en urimelig forskelsbehandling for borgerne, som der forhåbentlig kan blive gjort noget ved. Jeg tror også det bliver lettere at samarbejde mellem sygehuset og udenfor sygehuset, når der ikke skal laves forskellige aftaler med hver kommune.  

En anden pointe fra kommissionens rapport der er værd at fremhæve er, at den lægger op til at ændre fordelingen af læger i landet, så de i højere grad er repræsenteret der hvor de fleste patienter er og hvor de er mest syge. Jeg er i tvivl om hvor let det bliver at gennemføre i praksis, fordi AP lægerne synes enige om at de nogle steder i landet skal have færre patienter, men hvor enige er de i at de andre steder i landet skal have flere patienter? Men godt der kommer fokus på det, fordi selvfølgelig bør lægerne også være der hvor patienterne er.  

Så bemærkede jeg også kommissionens forslag til at ændre uddannelsesstillinger, så en større del af ansættelsen skal foregå udenfor universitetshospitalerne. Det tror jeg vil være en fordel ved udkantsområder hvor uddannelsesstillingerne er svære at besætte og hvor afstanden til universitetshospitalerne er stor. Her vil det for eksempel gøre en forskel om man skal pendle fra Sønderborg til Odense i et eller to år.

Jeg er ikke sikker på at politikerne vil have modet til at slå alt sundhed sammen under én myndighed. Der er trods alt partier i Regeringen som også skal tage hensyn til deres bagland i kommunerne, og kommunerne har ikke udtrykt interesse for at få flyttet en del af deres opgaver. Derfor tror jeg det ender med noget der minder om Model 3. Fordelen ved det er, at vi slipper for en stor gennemgribende reform i sundhedsvæsnet, men forhåbentlig ender det ikke med en løsning, der i praksis intet ændrer.  

Uanset hvilken løsning det ender med, håber jeg politikerne vil kigge på den ulig fordeling af læger der er på sygehusene. Nogle steder i landet har man mange læger ansat, mens de på sygehuse andre steder i landet må klare sig med meget få læger. Der håber jeg at reformen vil forbedre rekrutteringen til udkantsområdernes sygehuse.  

Endelig så ser jeg frem til at se hvordan politikerne vil bringe geriatere i spil i fremtidens sundhedsvæsen. Der kommer flere ældre patienter i de kommende år, og her vil det være godt for patienterne at geriaternes kompetencer også kommer ud til patienterne i det nære sundhedsvæsen.  

Mens vi venter på Sundhedsstrukturkommissionens tanker om fremtidens sundhedsvæsen, kommer jeg her med nogle af mine egne tanker.

Snart kommer Sundhedsstrukturkommisionen med deres anbefaling til hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal indrettes. Men allerede nu kommer der forslag fra flere parter til hvordan kabalen skal løses, især kommunerne og regionerne er kommet med flere forslag. Kommunerne har foreslået at overtage ansvaret for almen praksis fra regionerne, og sammen styrke det der hedder klyngerne. Regionerne derimod har foreslået at samle alt sundhed i regionerne.

Men måske hverken kommunerne eller regionerne skal stå for sundheden i Danmark?

Kommunernes forslag er som udgangspunkt godt, fordi de nye klynger der samler sig omkring akutsygehusene er virkelig et godt udgangspunkt. Men der er bare det problem, at det løser ikke det problem at der stadig vil være en sektorovergang fra sygehuse til primærsektoren, når de har forskellige arbejdsgivere. Som eksempel kan et sygehus i dag skulle samarbejde med flere forskellige kommuner, hvor samarbejdet og tilbuddet til patienterne er forskellig for hver kommune der skal samarbejdes med. Det er uacceptabelt og bør kunne ensrettes.

Regionernes forslag om at samle alt er som udgangspunkt også godt, fordi vi har brug for at få samlet alt netop for at minimere sektorovergangene. Men hvem har lyst til at give Regionerne mere ansvar end de har i dag? Det har vist ikke nogen politisk gang på jord.

Måske man i stedet skulle tage kommunernes klynger og lade dem være udgangspunktet for fremtidens sundhedsvæsen. Man kunne her samle sygehusene i klyngerne, og nedlægge regionerne. Så kunne man fjerne alt sundhed fra kommunerne, og også samle dem i klyngerne. Altså alt lige fra hjemmehjælp, akutsygeplejen, aflastningspladser m.m. Det ville give enheder der samler sig om hvert akutsygehus, så der ikke længere er forskellige tilbud til patienterne for hver kommune.

Når sygehusene, de kommunale sundhedstilbud og praktiserende læger har samme arbejdsgiver så vil det også gøre samarbejdet nemmere. Jeg forestiller mig også man nemmere kan skabe stillinger der går på tværs af sektorerne. Forestil dig en sygeplejerske der nogle dage arbejder som akutsygeplejerske i kommunerne og andre dage på en afdeling på sygehuset. Eller en geriater der nogle dage arbejder på sygehuset og nogle gange går ud og går stuegang på kommunale aflastningspladser, hvor patienter netop er udskrevet til. Det kan kun være en fordel at have nogle medarbejdere, der kender til begge dele af systemet.

Vi ved ikke hvad Sundhedsstrukturkommisionen kommer til at anbefale, men jeg ser frem til at læse deres anbefalinger. En ting er sikkert, vi er nødt til at gøre det anderledes end i dag, fordi de kommende år venter mange udfordringer for sundhedsvæsnet.

Hele det politiske landskab er igang med at blive udfordret, både i rød og blå blok. Vi ser derfor ind i en spændende valgkamp – både før og efter valget.

I går gik Søren Pape ud og meddelte at han nu var statsministerkandidat. Udmeldingen er ikke overraskende, snarere forventet efter mange måneders meningsmålinger, hvor Konservative har været større end Venstre. For de Konservative er det en kæmpe ændring i deres identitet, og det ville være en kæmpe sejr hvis de kunne erobre statsministerposten.

Omvendt er det for Venstre det værste der kunne ske. De er i forvejen i krise efter først Lars Løkke har stjålet vælgere, og nu ser det også ud til at Inger Støjbergs parti brager ind i Folketinget. Venstre fremstår svagt og det samme gør deres formand Jakob Ellemann-Jensen. Hvis Konservative også stjæler deres statsministerpost, så bliver det understreget at de nu er lillebror i klassen.

Det var også derfor at Venstre også samme dag spillede deres stærkeste kort, og kaldte Søren Gade hjem fra EU. Søren Gade har traditionelt set været en stemmesluger, og man håber i Venstre selvfølgelig at kunne stjæle nogle vælgere tilbage fra Konservative, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, og igen opnå at blive det største parti i blå blok. Vi må se om det lykkedes, men hanekampen mellem Konservative og Venstre kan gå hen og blive meget giftig i den kommende valgkamp.

Det står ikke bedre til i rød blok. De Radikale har truet med at vælte Mette Frederiksens Regering, hvis ikke hun udskriver valg. Hvis Mette Frederiksen gør det, accepterer hun den præmis for udmeldingen for De Radikale, at hun er magtfuldkommen. Hvis hun ikke gør det, risikerer hun den totale ydmygelse hvis De Radikale Venstre vælter hende. Hvordan kan Mette Frederiksen undgå at tabe ansigt i dette? Og hvordan skal de to partier kunne samarbejde efter valget?

Det er svært at spå om hvordan det hele ender, og det vil være afgørende hvordan mandaterne falder, og hvor mange af de små partier der ikke kommer ind i Folketinget.

Der er indført nye barselsregler som rammer kommende børnefamilier. Men i sidste ende er det godt for alle parter.

Der er indført nye barselsregler, som skal ligestille barselsreglerne for mænd og kvinder. Det skulle man tro de fleste ville støtte op om, men det har for at sige det mildt fået en blandet modtagelse. Nogle argumenterer for at der er tale om detailstyring af familierne, andre for at det går ud over mødrene og nogle at det vil føre til tabte ugers barsel.

Med de nye regler får både mor og far nu hver øremærket 11 uger ud af de 48 ugers barsel, mens de 26 uger kan deles som familien finder bedst. Dette er en ændring fra de nuværende regler hvor 14 uger var øremærket til mor, 2 uger øremærket til far og 32 uger kunne deles som familien finder bedst.

Men kan staten tillade sig at blande sig i hvordan familien vil dele barselsugerne imellem sig? Ja, selvfølgelig kan de godt det. Der er ikke noget forkert i at der skabes incitamenter til at for at fremme et ønske om mere ligestilling på barselsområdet. Specielt ikke når vi tænker på at der følger en ydelse med til denne rettighed.

Og vi må bare indse, at det for nogle fædre måske vil være en hjælp, at der er et incitament til at de også holder noget barsel, fremfor at de skal overtale deres arbejdsgiver og partner til at de også kan holde barsel. Samtidig er det veldokumenteret at kvinderne taber noget på den konto, at de river en længere tidsperiode ud af deres arbejdsliv. Tab af erfaring. Tab af pension. Tab af løn. Det er kun fair at fordelingen bliver mere lige her.

Nogle argumenterer også for, at det vil gå ud over familierne, fordi de ikke har råd til at faderen går på barsel, fordi han tjener mere end moderen. Det synes jeg er et dårligt argument, fordi for det første kræver det også prioriteter i familien at gå på barsel og for det andet skal vi da ikke acceptere at indrette vores samfund efter manglende ligeløn.

Ligestillet barsel er godt for både far, mor og barnet. For faderen fordi han får bedre muligheder for at få barsel med sit barn. Det er også godt for barnet. For moderen fordi vi i højere grad får ligestillet den skævhed der var på arbejdsmarkedet, når det kommer til barsel.

Det virkelige problem i Dansk Folkeparti handler om arbejdsmiljø og trivsel og det har Morten Messerschmidt slet ikke fokus på.

Senest næste sommer skal vi have næste Folketingsvalg, og det bliver formentlig en de mest spændende valg i nyere tid. Den blå blok er i gang med et stort opbrud, Dansk Folkeparti er i gang med en nedsmeltning og så er der kommet to nye partier der skal kæmpe om de samme vælgere.

Det er uden tvivl Dansk Folkeparti’s deroute de seneste år der kommer mest som en overraskelse for mig. Jeg husker Folketingsvalget fra 2015 hvor partiet stormede ind som det andetstørste parti i Folketinget, og den daværende formand Kristian Thulesen Dahl blev fejret som den store sejrherre. Forventningerne til resultatet var store blandt partiets medlemmer, hvor mange forventede at den store sejr skulle veksles til ministerposter for partiet. Det kom som bekendt aldrig til at ske, og det var nok også en af de største fejl partiet begik.

Nu sidder vi i dag og taler om at det faktisk er realistisk at Dansk Folkeparti ryger helt ud af Folketinget til næste valg. De seneste års uro har tæret hårdt på partiet, hvor specielt folketingsmedlemmerne er flygtet fra partiet. De 37 mandater de fik ved valget i 2015 blev reduceret til 16 mandater ved valget i 2019, og på bare få dage er der nu kun 6 mandater tilbage. Det slutter formentlig heller ikke her, fordi efterhånden er der ingen der tror på at Kristian Thulesen Dahl bliver i Dansk Folkeparti frem til næste valg.

Hvad er gået så galt i partiet, der vel dårligt kan kalde sig et Folkeparti mere?

Set udefra har specielt de seneste ugers uro i Dansk Folkeparti været decideret pinlig. Det ene efter det andet folketingsmedlem forlader partiet, og de smækker alle med døren. Samtidig sidder andre medlemmer af partiet og hepper på at få Kristian Thulesen Dahl til at gøre det samme.

På Twitter kunne vi se folketingskandidat for Dansk Folkeparti Nana Harring kalde Kristian Thulesen Dahl for en tøsedreng. Nok en reference til Kristen Poulsgaards udtalelse tilbage i 1995, da han kaldte blandt andet Kristian Thulesen Dahl for tøsedreng. Efterfølgende retweetede både tidligere EU-parlamentsmedlem Anders Vistisen og Pia Kjærsgaard dette, og hele denne sag får Dansk Folkeparti til at fremstå som et parti med mobning og meget dårlig arbejdsklima. I virkeligheden illustrerer det tweet meget godt den situation Dansk Folkeparti er i, fordi de ting der ses i disse dage i Dansk Folkeparti minder meget om de ting man så i Fremkridtspartiet tidligere, lige inden Dansk Folkepartis fødsel.

Nu har resterne af Dansk Folkeparti fået sin vilje. I går meddelte Kristian Thulesen Dahl at han havde meldt sig ud af partiet, og i dag kunne vi så læse at det var ikke for at komme over i Danmarksdemokraterne, men i stedet endte det med han blev direktør for Port of Aalborg. Dermed står dem der “mobbede” ham ud tilbage som dem der pressede Kristian Thulesen Dahl ud og beskyldte ham for bare at ville over i Ingers parti.

Når der er krise i et parti er det naturligt at rette øjnene mod ledelsen af partiet. Kigger vi på Morten Messerschmidts Facebookprofil, har han kommenteret weekendens optøjer, hvor han opfordrer de medlemmer der ikke vil DF til at sige farvel. Altså hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så find et andet sted.

Selvom det kan vise sig at blive den bedste strategi, så efterlader det ikke indtrykket af en ledelse der kigger indad. Det efterlader ikke indtrykket af en ledelse der vil ændre en dårlig kultur i partiet, som medfører et dårligt arbejdsmiljø og trivselsproblemer. Et så dårligt arbejdsmiljø, at Arbejdstilsynet har måttet gribe ind. Problemer hvor der også er peget på ledelsen eller personer omkring ledelsen som årsag.

For hvor kommer Morten Messerschmidts bud på hvordan han vil sikre god trivsel igen i Dansk Folkeparti? Og hvornår ser vi ham sætte en streg i sandet for for eksempel Pia Kjærsgaard, når hun selv bidrager til mobning? Hvordan skal Morten Messerschmidt nogensinde kunne føre det parti gennem krisen?

Det kan han ikke. Ved næste Folketingsvalg vil Dansk Folkeparti formentlig komme tæt på spærregrænsen, og det vil ikke være nogen overraskelse hvis de ryger helt ud af Folketinget. Vælgerne vil ved næste Folketingsvalg have rigeligt med alternativer til at stemme på Dansk Folkeparti. De vil som minimum kunne vælge mellem Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne eller Pernille Vermunds Nye Borgerlige.

Morten Messerschmidt vil ikke kunne redde Dansk Folkeparti. Han har som leder ikke fokus på arbejdsmiljøet i partiet, og derfor vil han næppe kunne genoprette partiets dysfunktionelle tilstand. Og så er vi ikke engang begyndt at tale om hvad der sker, hvis Morten Messerschmidt bliver dømt i Meld og Feld sagen.

Folketinget har netop enstemmigt vedtaget forsøgsordningen for medicinsk cannabis. Dermed har politikerne godkendt et lægemiddel, udenom de krav vi normalt stiller til lægemidler.

Hvis medicinsk cannabis virker bedre til at behandle sygdomme, end anden medicin vi har godkendt, skal vi selvfølgelig bruge det. Men vi er også nødt til at huske på, hvorfor vi i dag har de skrappe retningslinjer for godkendelse af medicin. Det oplagte eksempel er jo Thalidomid, der inden vi fik de skrappe krav til godkendelse af lægemidler, medførte tusindvis af børn født med misdannesler. 

I cannabisdebatten bliver det ofte fremført, at det er medicinalindustrien der vil forhindre cannabis i at blive godkendt. Medicinalindustrien bliver her ofte fremstillet som én stor aktør, men i virkeligheden er der tale om mange konkurrerende virksomheder. Virksomheder der absolut vil være klar på at springe ind på et marked for cannabis, hvis det bliver lovligt. Dette vidner antallet af virksomheder, der nu vil fremstille cannabis til forsøgsordningen også om. 

Når vi stiller skrappe krav til godkendelse af lægemidler, så er det ikke for at de virksomheder skal tjene flere penge. Så er det netop for at kontrollere at virksomheder ikke lancerer hvad som helst på markedet, netop for at tjene penge.

Medicinsk Cannabis – Lægemiddel uden krav til dokumentation

Hvis du kigger nærmere på forsøgsordningen, så kan du se at mange af de krav der stilles til godkendelsen af medicinsk cannabis minder om dem vi stiller til lægemidler. Der er krav til at produktionen skal overholde reglerne for god fremstillingspraksis (GMP reglerne). Der er krav til at der er kontrol med hvor meget af det aktive stof (THC og CBD) de fremstillede produkter indeholder. Med andre ord får du ved medicinsk cannabis et produkt, hvor du i hvert fald kan regne med hvad det indeholder, i modsætning til på det sorte marked. 

Men bortset fra at der er krav til kvaliteten af produkterne, så stilles der ikke ved godkendelsen af medicinsk cannabis krav om, at virksomhederne dokumenterer at produkterne virker og hvilke bivirkninger der er. Forsøgsordningen er med andre ord en ordning hvor virksomheder kan få godkendt lægemidler, uden at komme med dokumentation.

Godkendelsen af lægemidler er ikke perfekt – men bedre end alternativet

Når lægemidler skal godkendes, skal virksomhederne først udføre en række forsøg der dokumentere virkningen af lægemidlet og hvilke bivirkninger der er. Det betyder ikke at vi nødvendigvis kender alle bivirkninger når et lægemiddel bliver lanceret.

Dette skyldes, at det er begrænset for hvor mange personer man kan have med i et klinisk studie, så der vil derfor altid kunne dukke sjældne og uventede bivirkninger op efter lanceringen af lægemidlet. Det er også derfor Lægemiddelstyrelsen løbende holder øje med hvilke bivirkninger der indberettes. 

Men selvom det er muligt at der kan dukke bivirkninger op efter lanceringen af lægemidlet og selvom processen for godkendelsen af lægemidler klart kan forbedres, så er det ikke et argument for at droppe dokumentationskravene for lægemidler. Tværtimod. 

Derfor er det heller ikke et gyldigt argument for at indføre medicinsk cannabis, at henvise til eksempler på at medicinalvirksomheder har fusket, at bivirkninger er dukket op efter lanceringen eller at der er sket fejl under godkendelsesprocessen. Det er et argument for at stramme godkendelsesprocessen op – ikke for at droppe den. 

Hvorfor skal cannabis være en undtagelse?

Så når blandt andet jeg mener det er en dårlig ide, at politikerne har vedtaget forsøgsordningen med medicinsk cannabis, er det ikke fordi jeg er modstander af medicinsk cannabis. Så er det fordi jeg mener det er vigtigt, at vi husker hvorfor vi har skrappe godkendelseskrav. Så er det fordi vi skal godkende lægemidler fordi de er sikre og effektive – ikke fordi de er populære. 

Generelt er det ikke en god ide at politikerne blander sig i hvilke lægemidler vi skal godkende i Danmark. Det er en opgave for Lægemiddelstyrelsen. Det som politikere kan blande sig i, er hvilke retningslinjer Lægemiddelstyrelsen har for at godkende lægemidler. Men så skal disse retningslinjer altså være forsvarligt for ALLE lægemidler – ikke kun medicinsk cannabis. 

Når nu politikerne har godkendt medicinsk cannabis, har vi altså nu nogle lægemidler som vi behandler med, hvor vi ikke på forhånd kender bivirkninger og effekt i samme grad som andre lægemidler. Det er et eksperiment, som forhåbentlig går godt, men det kan også potentielt ende skidt. 

Der er også gode ting ved forsøgsordningen

Selvom forsøgsordningen principiel er forkert, fordi cannabis bør leve op til samme krav som vi stiller til andre lægemidler, er der også gode ting ved forsøgsordningen.

For det første får vi nu cannabisprodukter på markedet af høj kvalitet, der godt kan sammenlignes med kvaliteten af lægemidler. Patienterne kan altså så stole på hvad der er i produkterne, når de køber dem. For det andet får vi forhåbentlig mere erfaring med om cannabis faktisk har en plads i behandlingen af sygdomme. Det ville jo være fantastisk, hvis det er tilfældet. Og endeligt får vi også en mere systematisk bivirkningsindsamling, som kan relateres til hvilke former for cannabis der er anvendt.

Lad os alle håbe at vi nu får fakta for hvor mange der har gavn af cannabis, hvilke sygdomme det kan anvendes imod, hvilke doser der skal anvendes, hvilke bivirkninger der er og hvilke former for cannabis der virker. Nu indsamles der data fra forsøgsordningen, som forhåbentlig kan besvare disse spørgsmål.