I disse dage hører vi mange historier fra akutmodtagelser, der fortæller om ambulancer der holder i kø, patienter der ligger på gangene og lange ventetider for patienterne. Noget der potentielt kan koste menneskeliv. De seneste år har der også mange steder i landet været lukket sengepladser, fordi man ikke har haft nok sygeplejersker til at bemande dem. Jeg har selv været ansat på en arbejdsplads hvor det var tilfældet.
En af de ting der ikke tales så meget om er, at politikerne faktisk har været med til at beslutte at der skulle nedlægges sengepladser. Tilbage i år 2007 planlægges etableringen af de supersygehuse, som er igang med at blive bygget rundt omkring i landet. Som led i planlægningen etableres der et ekspertpanel (Erik Juhl Udvalget), der foreslår at nedlægge 20% sengepladser, når man bygger et nyt supersygehus.
Forklaringen er at man mener man kan effektivisere, så man får færre og kortere indlæggelser, og til gengæld flere ambulante forløb. Med andre ord skal flere ting klares ude i almen praksis eller i ambulatorier. Det har man gjort, og det har også været godt for patienterne, fordi det er ikke godt at være unødvendigt indlagt på sygehuset. Der er blandt andet meget større risiko for tab af muskelmasse og funktionsniveau, og større risiko for at få sygehuserhvervede infektioner.
Men samtidig vidste man også i 2007, at vi dengang så ind i en fremtid, hvor vi i 2050 ville have tre gange så mange ældre og dermed mange flere indlæggelseskrævende patienter. Det kan derfor være svært at forestille sig, at man kan undvære alle de sengepladser med de mange ældre vi forventer.
Når man i dag i højere grad udskriver folk tidligere og indlægger færre, betyder det også at de patienter der i dag er indlagt er meget sygere og tungt plejekrævende i forhold til før i tiden. Sygeplejerskernes job er derfor formentlig blevet hårdere end før i tiden, hvilket nok får nogle sygeplejersker til at give op.
Man kan ikke regne med at skulle bruge den samme bemanding til det samme antal senge som i gamle dage, når de patienter der ligger i sengene er mere tungt plejekrævende. Så skal vi bevare sygeplejerskerne på sengeafdelingerne, så er vi nødt til at sikre at der er nok til at de kan håndtere det og gå hjem med god samvittighed. Ellers får vi ikke trivsel på sygehusene, hvilket for alvor er det der skal til for at rekruttere nyt personale.
Løsningen på krisen i sundhedsvæsnet er at politikerne begynder at tage ansvar. De er nødt til at tage udviklingen i sundhedsvæsnet alvorligt, og prioritere hvad det er sundhedsvæsnet skal tilbyde og hvad det ikke skal tilbyde. De er nødt til at vende udviklingen med nedlæggelsen af sengepladser, så der er nok sengepladser til dem der skal indlægges. Og så skal de stoppe med at indføre nye patientrettigheder og serviceløft, der koster ressourcer, uden at vi har styr på at vi har nok ressourcer til det vi allerede skal tilbyde. Ellers knækker sundhedsvæsnet på et tidspunkt.
